Hedehusene

I 1641 påbegyndte Chr. IV anlægget af en Kongevej fra København til Roskilde. Vejen var lukket for almindelige mennesker, og derfor blev der bl.a. i det nuværende Hedehusene bygget et hus til fogeden, huset anses for at være det første hus på stedet, og det fik naturligt nok navnet efter lokaliteten: Kongens Hedehus – det lå på Tværvej 1 lige bag ved den seneste Hedehusene Kro. Dermed var Hedehusene ”født”, men det var ikke nogen by!

Tipvogne læsses med en damptrukket gravko i begyndelsen af 1900-tallet.

De tre store råstofvirksomheder fik hurtigt stor betydning for Hedehusene, som siden 1847 kun havde været en lille stationsby, og området omkring stationen blev nu til en lille industriby med ca. 400 indbyggere. Der kom flere fabrikker til byen i området mellem jernbanen og Hovedgaden i byens vestlige ende, hvor der også blev bygget en hel del huse til arbejderne og deres familier.

Grusgravningen i Hedelands område bredte sig fra de to nordlige grusgrave mod syd og sydvest. Den østlige begrænsning var i nord arbejderbebyggelsen i den sydvestlige del af Hedehusene og den gamle landevej mod syd til Reerslev.

Lige nord for Reerslev kom grænsen til at ligge lige vest om landsbyen og kirken. Derefter gik den mod syd til det nordlige Tune til Rendebjerg, hvor begrænsningen blev den øst-vest-linje, der i dag er kendt som Rendebjergvej.

I den vestlige ende af grusgravningsområdet fortsatte gravningen næsten frem til Vindinge landsby, hvor der efterhånden blev gravet på de fleste sider af landsbyen – i dag er kun bakken i den nordvestlige del af landsbyen fritaget for grusgravning.

I løbet af 1900-tallet kom der flere entreprenører til Hedelands område, og der blev gravet mange steder på en gang. Det var dog især nogle år efter Den anden Verdenskrig, da opsvinget i Danmark tog fart, at tempoet i grusgravningen steg stærkt, og der blev gravet 5 til 6 forskellige steder.

Det var bønderne, der solgte deres jord til grusgravning, og blandt køberne finder man store danske virksomheder i bygge- og anlægsbranchen som f.eks. Superfos, NCC, Nymølle Stenindustri og Hoffmann & Sønner. De sidste købte bl.a. Maglehøjgård, hvor golfbanen ligger i dag, men det er vigtigt at holde fast i, at denne udvikling foregik overalt på hedesletten i Hedelands område.

Det økonomiske opsving fik stor betydning for hele området. For det første forsvandt den gamle hedeslette mellem Hedehusene, Tune og Vindinge lidt efter lidt. Dernæst blev der efterhånden anlagt en ny infrastruktur med nye veje: Brandhøjgårdsvej-Maglehøjgårdsvej-Villershøjvej, Rendebjergvej og Vindingevej.

De nye veje tjente et dobbelt formål: De skulle betjene grusgravene, så gruset kunne køres ud til kunderne, og de skulle betjene de nye indbyggere i de små gamle landsbyer, som fik ”vokseværk” i løbet af 1960’erne.

Moderne gravko på arbejde i grusgraven.

Den afgravede hedeslette kom efterhånden, som gruset var blevet kørt væk, til at ligge med store tomme gabende huller. Landskabet lignede på mange måder det rå landskab, som isen havde efterladt for flere tusinde år siden – der var nemlig hverken muld eller vegetation.

De tomme grusgrave fristede entreprenørerne til at lave dem om til lossepladser, men også private kunne finde på at skille sig af med skidtet ved at hælde det ned i en tom grusgrav.

Det kunne naturligvis ikke blive ved med at gå, og da staten omkring 1970 blev opmærksom på problemet, nedsatte Landbrugsministeriet i 1972 ”Det statslige Grusgravsudvalg”. Samtidig nedsatte de tre berørte kommuner i området et fællesudvalg.

I ”Hedelandrapporten”, som blev offentliggjort i 1974, blev det foreslået, at de tømte grusgrave skulle anvendes til offentlige rekreative formål. På den baggrund blev der i de følgende år fremlagt flere planer, men da der i 1977 kom et krav om efterbehandling af alle grusgrave, så var man ved at være klar i Hedelands lokalområde.

Høje Tåstrup kommune var dog noget utålmodig. Byrådet mente, at området omkring Hedehusgården, hvor der allerede var en rideklub, passende kunne bruges til at give Hedehusene et tiltrængt åndehul.

Man besluttede, at der skulle være en slags bydelspark, og da en gruppe veteranbaneentusiaster foreslog, at der skulle anlægges en veteranbane, blev også det besluttet. Allerede d. 1. maj 1977 blev bydelsparken og veteranbanen med nogle få hundrede meter spor indviet.