Legepladser i Hedeland Naturpark

I Hedeland Naturpark er der rum for leg og hygge med hele familien på områdets legepladser - for både små og store.

Børneoasen - leg i trygge rammer

Børneoasen er en legeplads for de mindste til fri afbenyttelse og leg.
Her er små legehuse, rutsjebaner og gynger - alt sammen bygget i naturlige materialer og med fokus på de mindste.

Børneoasen er omkranset af et flot pilehegn, så småbørnsfamilier kan opholde sig i trygge og afgrænsede rammer, mens børnene kan lege frit og lade fantasien råde.  

Børneoasen er et oplagt sted til hyggestunder, børnefødselsdage og andre arrangementer. Her kan medbragt mad og drikke nydes ved de overdækkede borde og bænke. På området er der også toilet- og puslebordsfaciliteter.

Børneoasen ligger i forbindelse med Naturlegepladsen og Powerfitnessbanen. 

Naturlegepladsen - for store børn
og barnlige sjæle

Naturlegepladsen rummer et væld af aktivitetsmuligheder for store børn og voksne. Området er 10 hektar stort og har blandt andet fem store gyngestativer, hvoraf tre er for voksne. Gyngerne har ekstra lange reb at holde i, så du virkelig kan få højde på.

Prøv også den populære og 35 meter lange svævebane og få et sug i maven. Svævebanen kan bære både voksne og børn. Under svævebanen er der lagt faldgrus og måtter til at afbøde eventuelle fald.

I legepladsens 'Klatreskov' er der også rig mulighed for at lade fantasien råde. Legepladsens mange faciliteter gør det lidt sjovere at lege jorden er giftig, fangeleg eller andet, når man samtidig kan hoppe fra træstub til træstub, svinge sig i rebene eller dreje rundt i fiskerusen.

Har du lyst til mere rolige udfoldelser? Så tag et spil petanque på den anlagte petanquebane og husk selv at medbringe petanquekugler.

Nyd din medbragte mad ved opholdsstedets overdækkede borde og bænke eller brug den opstillede grill på området. Se opholdspladser og grillsteder eller find toiletter på kortet.