OPLEV NATUREN MED FAMILIE OG VENNER
Besøg naturparkens vinterrasser
Besøg Vinterrasserne, hvor mere end 3000 vinstokke står side om side og nyd samtidig ét af parkens smukke og mere afsides beliggende områder.
Vinstokkene finder du på Vinterrasserne i den sydlige del af Hedeland Naturpark. Området bestod tidligere af grusgrave, men er i de seneste år omdannet og udgør i dag et gunstigt fundament for den vin, der produceres af druerne.
Gunstige forhold gennem solens stråler
Vinterrasserne er sydvendte og anlagt ned til en sø. Her bruges genspejlingen fra solens lys, til at sikre gunstige modnings- og udviklingsforhold for druerne. Vinterrasserne er opbygget efter inspiration fra de forhold, der ses ved de tyske floder. Her bruges solens lys og genspejl til at give vinen gunstige vækst- og modningsforhold.
Det er dog ikke kun søen, der giver druerne gode vækstforhold i Hedeland Naturpark. For enden af terrasserne er der opbygget et stengærde af granitsten, som sikrer at vinstokkene får en mere jævn og stabil varmetilførsel. Når solen skinner opvarmes stenene og afgiver varme, hvilket sikrer en mere stabil temperatur.
Vinsorter i Hedeland Naturpark
Af de omkring 3000 vinstokke, består ca. 1500 stokke af sorten Marechal Foch og ca. 1500 af sorten Leon Millot. Disse vinhybrider er en krydsning mellem henholdsvis Pinot Noir og Merlot med det faderlige ophav i den vildtvoksende Nordamerikanske skovdrue Vitis riparia. Vinstokkene ejes af Hedelands Vinlaug.