Nye tider på landet

I anden halvdel af 1700-tallet kom der nye ideer om landbruget i Europa, og det smittede selvfølgelig af på Danmark. Det var på den tid, at Christian VII blev mere og mere syg, og i 1772 blev han reelt sat fra magten. Den nye regering var ledet af Ove Høegh-Guldberg, og den ophævede i 1776 landsbyfællesskabet ved en forordning, men stavnsbåndet blev ikke ophævet. Ophævelsen af landsbyfællesskabet betød, at den enkelte bonde kunne forlange at få samlet sin jord på èt sted. Herremanden kunne ikke modsætte sig et sådant ønske, selv om de øvrige bønder gerne ville fortsætte fællesskabet. Kongen bevilgede 1000 rdl. til støtte for de bønder, som måtte flytte gården til det sted, hvor deres jord lå. Der er ikke tegn på, at denne ordning fik nogen betydning i Hedelands nærområde.

I 1784 overtog kronprins Frederik magten ved et kup, og allerede i 1788 blev de store landboreformer gennemført, og de satte deres præg på landbrugssamfundet i næsten 200 år.

Stavnsbåndet blev ophævet, og bønderne fik større mulighed for at blive selvejere i stedet for fæstere, men det var ikke let, fordi det krævede mange penge at kunne løbe sig fri af herremanden. Derfor fik mange fæstebønder en slags overgangsordning, hvor der blev indført et egentligt arvefæste, så fæstebondens børn kunne overtage gården ved faderens død. Den ordning betød, at bønderne fik lyst til at gøre noget ekstra ved gården og dens bygninger.

Vindinge Langsø med udsigt til Mosegård, som er en af de gamle gårde. Nu bruges den af Vindinge Rideklub.

I 1786 - før stavnsbåndets ophævelse - blev der oprettet en Kongelig Kreditkasse, hvor bønderne kunne låne penge, så de kunne købe deres gård. Ti år senere blev lånemulighederne udvidet med en enkekasse, hvor de efterladte kunne låne penge til gårdkøb. Men der var stadig en forhindring før man kunne opnå fuldstændigt selveje. En del af fæsteriet havde været fæstebøndernes pligt til at arbejde for herremanden – det såkaldte hoveri. Det er karakteristisk, at især bønderne i Reerslev ikke havde nogen hoveriforpligtigelse, men det havde fæstehusmændene i Stærkende lige syd for Reerslev, her beholdt godsejeren på Gjeddesdal fæstehusmændene som fæstere langt op i 1800-tallet – her boede de fleste husmænd oven i købet på Hovmarksvej, som ligger øst for det nuværende Stærkende.

Efter Napoleonskrigene (1807-1814), var der økonomisk krise i landbruget, og den varede til begyndelsen af 1830’erne.

Når man færdedes mellem landsbyerne omkring Hedeland, kunne man se nye bindingsværksgårde, der nu lå ude på ”markerne”, hvor bonden passede sin egen jord, og der var ikke længere brug for bystævnet. Det var en ny tid, som berørte hele Danmark, og der bliver indført et begyndende selvstyre for landsbyerne. I 1841 udsteder regeringen en forordning om valg af et Sogneforstanderskab. Her var præsten og de store gårdmænd fra begyndelsen medlemmer. Præsten mistede dog ret hurtigt sin indflydelse, men gårdmændene fastholdt deres position meget længe. Allerede i 1867 blev Sogneforstanderskabet erstattet af et sogneråd, som dog ikke var mere demokratisk. Sognerådet skulle bl.a. tage sig af de opgaver, som tidligere havde ligget i en fattig- og skolekommission samt sørge for, at vejene blev vedligeholdt – det skete under tilsyn af amtet, som også lige var oprettet.

Når man ser samlet på udflytningen fra de 3 landsbyer, Reerslev – 5 gårde, Vindinge – 3-4 gårde og Tune – 4 gårde, så er det de færreste gårde, der flytter ud, men der flytter en del husmænd ud på deres mark. I Vindinge ser man f.eks. at Lønbjerggård først flytter ud i 1910, og udflytningen til det nye sted lå kun ca. 600 m. sydvest for kirken.

Imellem 1900 og udstykningerne i 1960’erne sker der ikke meget med landsbyerne, men mange af markerne blev i den periode solgt til grusgravning, og tættest på landsbyerne startede de forskellige sogneråd en udbygning med parcelhuse i 1960’erne for at tiltrække udflytningsivrige københavnere.