Bøndernes forhold

Overgangen fra kirkejord til kongejord ændrede ikke på bøndernes ejendomsforhold – bonden ejede ikke jorden, han var fæstebonde. Landsbyens jord blev stadigvæk dyrket i fællesskab, og den enkelte gårds jord var fordelt på gode og mindre gode steder af landsbyens marker.

Alle gårde og huse lå inde i landsbyen omkring gadekæret, og landsbyens marker lå som en stor lagkage omkring landsbyen. Uden for landsbymarken lå overdrevet, hvor kvæget, svinene og andre dyr var på græs i sommerhalvåret, og på den anden side af overdrevet lå nabolandsbyens overdrev og marker.

En fæstegård gik meget sjældent i arv fra far til søn, fordi jordejeren bestemte, hvem der skulle fæste den enkelte gård. Det var ikke let for en bondekarl at få en gård.

Ofte var der to muligheder: enten ville herremanden tilbyde karlen en misligholdt gård, fordi han troede, at han kunne rette gården op, eller han kunne tilbyde karlen, at han kunne gifte sig med enken til den tidligere fæster på gården, og selv blive indfæstet til gården – så slap jordejeren for at skulle sørge for enken!

I Baldersbrønde lige øst for Hedeland er der et karakteristik eksempel på gårdoverdragelse, og det er veldokumenteret i ”Høje-Taastrup Kommune i fortid og nutid”:

”Således gifter en fæstebonde, Jacob Pedersen, der fæster Blaakildegaard fra 1687, sig, da hans kone dør, med en ung pige, Mette Sørensdatter. Da han dør i 1731, gifter den nu 30-årige Mette Sørensdatter sig med den ti år yngre Olaf Olaffsen. Da hun dør i 1771, gifter den nu 61-årige Olaf Olaffsen sig med den kun 28-årige Inger Larsdatter. Også Inger Larsdatter ”beholder” gården via giftermål. Således bliver hun straks efter den gamle Olaf Olaffsens død gift med den jævnaldrende Lars Pedersen. Da han dør før hende, gifter hun sig tredje gang med den 24 år yngre Lars Knudsen.”

I Reerslev var der 21 gårde – Reerslev var på samme størrelse som Vindinge og Tune, og de tre landsbyer er strukturmæssigt meget ens. I Tjæreby var der 7-8 gårde, og i Stærkende var der kun et par gårde og nogle mindre huse.

Bønderne havde pligt til ”at springe soldat”, og der var normalt eksercits lige efter gudstjenesten om søndagen. Ordningen føltes meget ubehagelig for mange bønderkarle, og derfor stak de af i et stort antal og flyttede ind til byerne. Den udvikling var kongen ikke glad for, og derfor indførte Christian VI stavnsbåndet, som betød, at ingen mænd måtte fraflytte deres fødesogn i alderen fra 14 til 36 år. Stavnsbåndet blev først ophævet i forbindelse med de store landboreformer i 1788.

Livet i landsbyen havde altid været præget af fællesskabet - i hverdag og fest. Den enkelte fæstebonde kunne ikke dyrke sin egen jord alene, det kunne kun foregå i fællesskab. På grund af  jordfordelingen skulle bønderne enes om, hvornår man skulle udføre de enkelte dele af markarbejdet. Ved ”fortet” midt i landsbyen lå både gadekæret - en branddam – og bystævnet. Det var ved bystævnet, at bønderne holdt deres møde og traf de nødvendige beslutninger. Landsbyens oldermand havde et byhorn, som han blæste til samling i, når bønderne skulle mødes ved bystævnet.

Der er i dag kun bevaret to bystævner i Hedelands nærområde - i Reerslev og i Tune.