Invitation

 

40 år med vinproduktion i Hedeland

 

Kom og fejr jubilæet med vinbønderne

I år markeres en særlig milepæl i Hedeland Naturpark - det er 40 år siden de smukke vinterrasser blev etableret og de første vinplanter blev sat. I dag består området af ca. 2 hektar og ca. 3.200 vinplanter.

For at fejre jubilæet inviterer Hedeland Vinlaug, der står for vindyrkningen, til en særlig vindag i vinmarken:

Arrangementet finder sted søndag den 18. maj fra kl. 11.00-15.00.

Her kan du smage på vinen, selvfølgelig skænket af vinbonden selv, samt få en hyggelig snak om hvordan vindyrkningen foregår. Der vil også være rundvisninger i vinmarken, hvor vinlauget viser vinstokkene frem og fortæller om hvordan vinen dyrkes. De viser også hvordan vinstokkene klippes og bindes op, så druerne udvikles helt optimalt.

"Vi glæder os til at fejre dagen og håber at rigtig mange kommer forbi" udtaler Formanden for Hedeland Vinlaug, Jesper Sejerø Hansen. "Vi er stolte af, at vores forening siden 2008 har været en del af Hedeland Naturpark, og at vi her mulighed for at dyrke vin her. Anlæggets udformning og jordbundsforhold optimerer dyrkningen - og så synes vi jo, at vi har Danmarks smukkeste vinmark."

I/S Hedeland, der driver og udvikler Hedeland Naturpark, anlagde vin-terrasserne som et beskæftigelsesprojekt for unge arbejdsløse. Frem til 2008 dyrkede I/S Hedeland selv vin-terrasserne, men overlod herefter vinstokkene og dyrkningen til foreningen Hedeland Vinlaug. "Vin-terrasserne er et vigtigt element og en perle i Hedeland Naturpark" udtaler Gitte Kronbak Nielsen, der er formand for I/S Hedeland. "Vi er derfor glade for, at Hedeland Vinlaug med deres aktiviteter er med til, og på en så dedikeret måde, at vedligeholde og passe på dette fantastiske stykke landart. At de samtidig har det sjovt og har et godt socialt samvær omrking vindyrkningen, gør jo bare det hele endnu bedre."

Vinmarkerne er anlagt på sydvest-vendte skråninger efter inspiration fra de forhold, der ses ved de tyske floder. Ved foden af terrasserne er dog ikke en fold, men to søer hvis vandspejl reflekterer sollyset op ad skråningen og forøger lysets styrke med op til 40% til forbedring af vækst og til gavn for druernes modning.

Over tid har mange passionerede medlemmer bidraget til Hedeland Vinlaugs succes. I dag består lauget af 30 entusiastiske vinbønder. De dyrker både blå og grønne druer og høster ofte ros for de fremstillede vine - både til laugets eget vinskue og til Foreningen Dansk Vins årlige vinskue.

"Vi er seriøse omkring vindyrkningen og vi elser at snakke vin og vinproduktion" siger Formanden for Hedeland Vinlaug, Jesper Sejerø Hansen, der håber på, at man vil kontakte vinlauget, hvis man går med en vinbonde i maven og har lyst til at være med i foreningen. "Vi har et fantastisk vinlaug, hvor vi hygger og sammen og vi håber, at flere også kunne tænke sig at være med" siger han.

For yderligere information:
Formand for Hedeland Vinlaug Jesper Sejerø Hansen, jesper.sejeroe@hotmail.com, tlf.nr. 42921767
Koordinator for Hedeland Vinlaug Bjarne Jørgensen, bjarne.bmj@gmail.com, tlf.n.r 26157048
Hedeland Naturpark, Hedeland@hedeland.dk, tlf.nr. 46136318

Arrangementet finder sted på Vinterasserne i Hedeland Naturpark

Parkering: Hedeland Naturpark, Vindingevej 201, 4000 Roskilde. Herfra er der en kort gåtur over til vinmarkerne. Toilet forefindes på parkeringspladsen.