SENESTE NYT
PRESSEMEDDELELSE
30. november 2016
Vildt råt–vildt roligt: Kom med idéer til fremtidens Hedeland
Der skal udarbejdes en udviklingsplan for Hedeland Naturpark, og 10. januar 2017 er alle velkomne til et borgermøde om fremtidens Hedeland. Her vil tre kreative teams fortælle om deres tanker for udviklingen af Hedeland, og man kan give dem sine gode idéer med på vejen.
Greve, Høje-Taastrup og Roskilde Kommune ejer sammen det store rekreative område Hedeland Naturpark. Området er siden 1979 blevet omdannet fra grusgrav til at være det skønne rekreative område, det er i dag. Nu er der behov for at sætte retning for den videre udvikling af området, så nye visioner og drømme kan blive realiseret. I sommeren 2016 vedtog de tre byråd en ny vision for Hedeland Naturpark, og nu skal der udvikles ideer som inspiration til den kommende udviklingsplan for Hedeland.
Greve, Høje-Taastrup og Roskilde kommuner har sammen med Hedeland I/S og Realdania udvalgt tre teams, som skal komme med forslag til, hvordan Hedeland Naturpark skal udvikle sig fremover. De tre tværfaglige teams ledes af hhv. Møller & Grønborg, Rubow og SLA. Hvert team skal i perioden 1. december 2016 til 1. marts 2017 udarbejde et forslag til, hvordan Hedeland kan udvikle sig i forhold til den fysiske planlægning, den formidlingsmæssige tilgang og som forretning.
Til at bedømme de tre holds forslag er der nedsat en dommerkomite bestående af borgmestrene fra de tre kommuner, formand og næstformand i Hedelands bestyrelse, chefkonsulent Claus Ravn fra Realdania By og Byg samt to fagdommere - professor i Parkforvaltning på Københavns Universitet Thomas Randrup og arkitekt Mats Olsson.
Dommerkomitéen skal udvælge de elementer fra de tre forslag, der skal danne grundlag for udviklingsplanen.
”Det er fantastisk, at vi på tværs af kommunegrænser kan drive et så spændende udviklingsprojekt. og området har klart potentiale til at blive en regional – endog national – attraktion,” siger borgmester i Høje-Taastrup Kommune Michael Ziegler.
Borgmester i Greve Kommune Pernille Beckmann følger op ”Det bliver utrolig spændende at se, hvad Hedeland kan udvikle sig til. Der er et kæmpestort potentiale i området og kun fantasien sætter grænser.”
Joy Mogensen, borgmester i Roskilde Kommune, stemmer i: ”Vi håber naturligvis meget, at borgerne og foreningerne fra de tre kommuner vil gribe chancen for at få indflydelse på udviklingsarbejdet, da det jo er helt afgørende, at der er opbakning til de løsninger, vi vælger.”
Formand for Hedelands bestyrelse Liselott Blixt udtaler: ”Det bliver rigtig interessant at se, hvad de tre teams byder ind med af ideer, som kan understøtte visionen for Hedeland om i 2030 at være vildt råt og vildt roligt og på en gang tiltrække, overraske og udfordre brugerne af Hedeland Naturpark.”
Borgermødet den 10. januar afholdes i Hedelands Golfklub kl. 18.30-21, og programmet offentliggøres inden jul i lokalaviserne og på de tre kommuners Facebook-sider.
Kontakt
Projektleder Linda Sønderskov, lindasoe@htk.dk, tlf. 4359 1817.