Den senere tids frostvejr har frosset Hedeland Naturparks søer.

Vi har, som noget nyt, besluttet at måle is-tykkelsen på vores smukt beliggende Flintesø. Og med et resultat over 13 cm, er isen nu sikker at færdes på. Der er sat skilte op med ”Isen er sikker”. Du er derfor velkommen til at lege eller skøjte på søen.

Du finder Flintesø for foden af Flintebjerg, hvor også det imponerende Amfiteater og Skibakken er beliggende. Adressen er Tranemosevej 8, 2640 Hedehusene.

Husk at al færdsel på isen sker på eget ansvar – vi gør alt hvad vi kan for din sikkerhed, men du skal alligevel altid være opmærksom. Tjek derfor altid hjemmesiden her, se skiltene ved søen og brug din sunde fornuft.


Gode råd om færdsel på isen

Her er nogle gode råd fra Rådet for Større Badesikkerhed om sikker færdsel på isen - og hvordan man skal reagere, hvis uheldet er ude:

  • Gå aldrig på isen alene
  • Gå kun ud, hvis isen er kontrolleret som sikker
  • Gå om muligt kun på isen ved en redningspost
  • Slip aldrig børn af syne, hverken dine egne eller andres
  • Gå ikke længere ud end du stadig kan se bredden
  • Råb aldrig om hjælp for sjov
  • Vær altid varmt klædt på. Ser du en ulykke, tilkald øjeblikkeligt hjælp, både de som er i nærheden og 1-1-2.

Er du faldet i en våge og kommet under isen, så forsøg at bevare roen og søg mod det mørkeste sted, hvor du kan finde hullet. (Mod forventning opleves huller i isen nedefra som mørke, mens isen er lys).

Når du har fundet hullet, du faldt igennem og kommet op, så vend ryggen mod iskanten, stik albuerne bagud og op på isen og stød fra med benene som ved rygsvømning og råb om hjælp. På den måde kan du komme helt op på isen.

Når du er kommet op på isen igen, så fortsat med ”rygsvømning” og bevæg dig væk fra hullet (vågen).

Når du er kommet i sikker afstand fra hullet, så vend dig forsigtigt om på maven og mav dig ind imod bredden uden at støtte på hænderne, på knæ og albuer. Det vil kunne få isen til at briste.