Landskabet skabes af isen og smeltevandet

Det danske landskab er præget af, at Danmark for omkring 50-60 000 år siden var næsten helt dækket af is. Istiden sluttede for 10- 12 000 år siden. I den sidste del af istiden kom isen især fra sydøstlig retning, og den nåede frem til lige vest for Reerslev og Stærkende.

Det er forholdsvis sikkert, at det begyndte at blive varmere for mere end 12 000 år siden, og at isen langsomt begyndte at smelte. Men det var en længere proces, for man kan se, at der har været kortere perioder, hvor det igen blev koldere.

Det er helt sikkert, at det var i denne periode, at Danmark blev formet og dermed også landskabet mellem Tåstrup, Roskilde og den sydlige del af Tune, som i dag udgør den væsentligste del af Hedeland.

Dette landskab er blevet formet af isens og smeltevandets mægtige kræfter. Det var et nøgent og vådt landskab, hvor der i meget lang tid ikke voksede noget, og hvor der heller ikke var ret mange dyr.

Efterhånden som den dybfrosne jord tøede op, løb smeltevandet væk i overfladen ved at sive væk mod vest til Roskilde Fjord og mod sydøst ud i Køge Bugt - eller det sivede ned i jorden.

Isen havde skabt et terræn mellem Hedehusene, Vindinge og Tune, som man ser resterne af rundt om de gamle grusgrave. Den største del var blevet formet som en stor flad slette - ca.55 meter over havets overflade.

I udkanten af sletten finder man nogle få høje bakker, og på alle sider af sletten falder terrænet med 10 til 15 meter.

Den nordeuropæiske istid blev afløst af en stærk kulde ved de to poler, som i de følgende årtusinder bandt så store mængder af jordens vand, at det danske område blev landfast med de britiske øer.

De nordeuropæiske floder fortsatte gennem området på de tre steder, der senere blev til Øresund, Storebælt og Lillebælt.

Den første indvandring

Kulden ved polerne fik stor betydning for udviklingen i vores område, fordi vandet forsvandt hurtigere fra landet uden muld. Landet var helt uden planter, og overfladen var en meget våd morænemasse af en blanding af ler, forskellige gruslag, sand og store sten.

Efterhånden som temperaturen steg, og det blev mere tørt, kom de første planter ”vandrende”. Der er tale om forskellige former for mos, lav, lyng og forskellige dværgtræer – en slags urskov. Da planterne havde slået sig ned, kom de første dyr, som levede af de nævnte planter, og blandt de første var måske sneharen.

Derefter kom større dyr strejfende i deres jagt på føde. I hælene på dyrene dukkede de første mennesker op for omkring 11 000 år siden. De første jægeres foretrukne bytte har formentlig været rensdyr.

Der er fundet en rensdyrtak lige nord for Hedeland i Fløng, og den er dateret til netop at være ca. 11 000 år gammel.

De første mennesker slog sig aldrig fast ned i Hedelandområdet, fordi de var afhængige af den føde, som de kunne finde i naturen, og derfor fulgte de i bogstavelig forstand i hælene på deres byttedyr i de næste 5-6000 år.

For omkring 9000 år siden begyndte vandstanden at stige igen, og den steg så meget, at den lå omkring 7-8 meter over vandstanden i dag. Landskabet havde ændret sig fra det nøgne landskab - der var vokset skov frem med både birk og fyr, og ind i mellem fandt man også piletræer. Dyrene var blevet større, og jægerne kunne nu støde på både elge, urokser, bjørne, vildsvin, forskellige krondyr og ulve.

Man skal huske, at der ikke var muld på jorden, da isen smeltede væk. Mulden kommer først efterhånden, som planterne kommer til området, hvor de bliver grundlaget for mulddannelsen lige frem til vore dage.

Den lange periode frem til de første rigtige bosættelser fra omkring 4000 f.v.t. er blevet opkaldt efter nogle meget vigtige fund - Maglemosekulturen fra omkring 7500 f.v.t. og Ertebøllekulturen fra omkring 6000 f.v.t. Under Maglemosekulturen blev store dele af området ved Vejleå og Vallensbæk Mose oversvømmet.

Vi må derfor gå ud fra, at jægerfolket søgte op på de højere liggende arealer mod vest, og det er derfor sandsynligt, at der har været bopladser på Hedelandsletten, selv om der ikke er gjort noget fund fra den periode i området.

Årsagen findes nok i det forhold, at den daværende befolkning har været meget mobil - der er gjort fund fra denne periode i Hedelands nærområde.

Naturen fortsætter med at udvikle sig - der kommer nye planter til Dannmark og med dem nye dyr. Landskabet ændrer form - nogle områder sænker sig og andre områder hæver sig, samtidig med at vandstanden stiger. Det betyder, at det område, som vi i dag kalder Danmark i høj grad var et ø-område.

Nordvest for Hedelandsletten ligger Roskilde Fjord, som under Ertebøllekulturen var meget bredere og meget dybere – vandet nåede helt frem til Domkirkebakken. Ved Kattinge Vig gik vandet ned til Gl. Lejre. Mod øst var store dele af det nuværende Solrød og Greve også dækket af vand.

De nye vilkår påvirkede naturligvis dagligdagen for jægerfolket, og man ændrede livsform, fordi bopladserne kom til at ligge tættere på vandet. Man høstede i højere grad ”havets frugter”, som bestod af saltvandsfisk og forskellige former for skaldyr.

Vores viden om dagliglivet bliver større, og det skyldes især, at jægerne i højere grad blev fiskere, fordi det gav mulighed for fastere bopladser - det sker omkring 4500 f.v.t. Arkæologer har fundet keramik, og det er det tydeligste tegn på, at man har slået sig ned – agerbrugssamfundets begyndelse.

Jægeren bliver til bonde

Formentlig omkring 3200 f.v.t. slog jægerne rod og blev til bønder, og dermed begyndte den opdyrkning af jorden, som har holdt indtil vore dage.

De enkelte faser i bondekulturens udvikling blev præget af deres redskaber, som blev brugt til byggeri, dyrkning, våben og til anlæg af begravelsespladser.

Agerbrugskulturen som strækker sig fra 3200 f.v.t. til 1900 e.v.t. kan i Danmark opdeles i følgende hovedfaser:

• 3200 f.v.t. – 1800 f.v.t. stenalderbonden
• 1800 f.v.t.- 500 f.v.t. bronzealderbonden
• 500 f.v.t. – 1066 e.v.t. jernalder- og vikingebonden
• 1066 – 1788 fæstebonden
• 1788 – 1900 fra fæstebonde til selvejerbonde

Denne opdeling gælder også for Hedelandområdet. Det er fælles for alle fem perioder af agerbrugskulturen, at Hedelandområdet, som er en del af det, man kalder for Heden, var et meget rigt område.

Da de første bønder begyndte at dyrke jorden, fjernede man den lave urskov og sikrede samtidig, at området ikke fik lov til at springe i skov, sådan som det skete i andre dele af Danmark.

Heden blev derfor et stort skovløst område med en fantastik frugtbar jord. I begyndelsen af 1800-tallet blev der gennemført en måling af Danmarks bonitet – frugtbarhed – og boniteten på Heden blev målt til 24 - det er det højeste, man kan nå.

Det betyder, at området fra tidernes morgen har været meget attraktivt for bønderne. Når man karakteriserer de forskellige perioder i oldtiden, sker det på grund af de materialer, som udgør basis i redskaber og våben.

Der er tale om betegnelser, hvor eftertiden har beskrevet de forskellige faser i Danmarks oldtid ud fra det materiale, som man brugte til fremstilling af redskaber, våben og køkkengrej.

Stenalderbonden

Den gode jord var en forudsætning for, at stenalderbonden på Heden hurtigt blev forholdsvis rig, og vi ved, at der lige vest for Reerslev har været mindst 3 storstensgrave. Der er tale om to runde stendysser og en langdysse.

Det fortæller os, at der allerede tidligt i oldtiden har været en form for fast boplads i nærheden af Reerslev.

Stedet var meget velegnet, fordi regnvand trak hurtigt væk fra højdedraget, og der har efter al sandsynlighed været en slags landevej fra syd til nord i nærheden af den nuværende Brandhøjgårdsvej. Stenalderfolket havde i løbet af den lange istid fået bragt materialerne til deres stormandsgrave ”lige til døren” af is og smeltevand.

Byggeriet af stendysserne har været meget ressourcekrævende – både når det gælder økonomi, arbejdskraft og viden om, hvordan man skulle gøre. Den centrale del af Reerslev er ikke blevet undersøgt arkæologisk, og hvis bopladsen har ligget lige vest for den nuværende landsby, så er alle rester fra fortiden forsvundet med grusgravningen.

I dag er stendysserne borte, og vi ved, at ejeren af Stendyssegaard i 1862 solgte den stendysse, der lå på hans marker. Stenene blev knust og brugt til fyld ved vejanlæg – det skete for mange dysser både syd og nord for Kongevejen mellem København og Roskilde.

Den sidste generation af bønder i Reerslev solgte deres jord vest for landsbyen til råstofudvinding i begyndelsen af 1900-tallet.

Bronzealderbonden

Velstanden fortsatte i bronzealderen, og det bedste bevis finder vi langs den østlige kant af Hedeland. Her ligger der stadigvæk 5 bronzealderhøje som beviser på velstanden. Der kom efterhånden en ny begravelsesskik til Danmark, hvor man brændte de døde.

I begyndelsen blev den dødes brændte ben begravet på selve bålpladsen. Senere begyndte bronzealderens mennesker at bygge gravhøje, hvor man hensatte de dødes brændte rester i et lerkar.

Det er selve gravhøjen, som vidner om, at der var en overskudsøkonomi. En bronzealderhøj blev opbygget af græstørv, som blev stablet med rødderne opad – det er derfor, at højene har bevaret deres form i mere end 3000 år.

Den største høj, der er bevaret i Hedeland, er Maglehøj - toppen af højen ligger 69 m. over havets overflade. Desværre er det ikke alle høje, der er bevaret. Vi ved, at der er sløjfet mindst 3 høje i Reerslevområdet. Højene lå altid i nærheden af bronzealderens bopladser, som efterhånden får karakter af egentlige landsbyer. Ligesom i stenalderen lå de langs med vejene, som forbandt de enkelte bopladser med hinanden.

Gravhøjene fortæller, at der har været dominerende slægter, som også havde ejerskabet til jorden, og det var disse slægter, som byggede gravhøjene til deres egen familie.

Vejnettet var en forudsætning for den stigende handel, som man oplever i Europa fra omkring slutningen af stenalderen. Det primære transportmiddel har været både, men varerne skulle fordeles fra anløbsstedet til de forskellige bosteder. De vigtigste varer fra Europa var forskellige metaller – bronzen kommer først. 

Jernalderbonden og vikingen

Det var i jernalderen fra omkring 500 f.v.t,. at hele Heden blev opdyrket, fordi jernet gjorde det muligt at opdyrke alle de tunge og meget frugtbare jorde. Området var i modsætning til flere steder i Nordsjælland meget tiltrækkende.

I jernalderen sker der en stor udvikling med gårdene, som bliver større og større. Markerne ligger tæt omkring gårdene, og bønderne dyrker byg, hvede og hirse, men efterhånden kommer der nye afgrøder på markerne med både havre og rug. Samtidig begynder bønderne at bruge gødning på deres marker.

Det er også i denne periode, at landsbyerne bliver liggende på det samme sted, og det ses tydeligt i Vindinge, hvor der er konstateret gårde fra 200 e.v.t. kun 200 m. nord for kirken.

Jernalderen slutter med vikingetiden - det var i den periode, at kristendommen kom til Danmark, da Harald Blåtand havde ladet sig døbe omkring 960.

Det landskab, der blev skabt af jernalderbonden, er det samme, som i slutningen af 1700-tallet møder de mennesker, som rejser over Heden.

Landsbyerne fra 1066 til 1800

Hedeboegnen – og dermed Hedeland – blev opdyrket meget tidligt. Det var i slutningen af vikingetiden, at de første rigtige stedfaste landsbyer opstod. I udkanten af Hedeland har der i mere end 1000 år ligget fem landsbyer: Vindinge, Reerslev, Stærkende, Tune og længst mod vest Tjæreby. Vindinge og Tjæreby nævnes første gang i 1085 i Knud den Helliges gavebrev til Domkirken i Lund - Reerslev og Tune nævnes første gang i 1257.

Ved kristendommens indførelse i Danmark blev der hurtigt bygget romanske kirker i Vindinge, Tune og Reerslev – der er ingen steder fundet spor efter ældre trækirker, men det udelukker ikke, at der har været en trækirke før stenkirken. Kirken i Vindinge blev fornyet i 1874, fordi den var ved at falde sammen. I Reerslev og Tune kirker er skibet den ældst bevarede del af den oprindelige bygning.

I middelalderen blev en stadig større del af landbrugsarealerne efterhånden ejet af kirken og nogle meget magtfulde slægter. Hvideslægten ejede meget store dele af Sjælland med mange landsbyer, men der er ingen tegn på, at de ejede landsbyerne på Heden. Den anden store jordejer var Roskilde Domkirke, som ejede store dele af de lokale landsbyer i Hedelands område.

Kirken var allerede i anden halvdel af 1000-tallet blevet jordejer i Vindinge, og omkring 1200 ejede kirken en stor del af gårdene i landsbyen. Domkirken brugte jorden, for at skaffe det økonomiske grundlag for de gejstlige embeder ved kirken – det gjaldt for både Vindinge, Reerslev og Tune.

Men allerede i 1085 havde Knud den Hellige foræret store dele af både Vindinge og Tjæreby til Domkirken i Lund, som blev bygget på det tidspunkt. Begge steder var gaven på 2 bol – det svarer formentlig til omkring 53 ha. i moderne mål. Vi ved ikke, hvor længe Domkirken i Lund ejede jord i de to landsbyer

Det er sandsynligt, at landsbyerne omkring Hedeland har været beboet i flere tusinde år, fordi jorden ”fra starten” både var let tilgængelig og meget frugtbar.

Bønderne har formentlig altid arbejdet i fællesskab på landsbyens marker, og det fortsatte man med efter vikingetiden.

I slutningen af vikingetiden blev Danmark kristnet, og nu viste bøndernes velstand sig ved, at de var med til at bygge kirker i de 3 store landsbyer. De nye kirker fik nogle økonomiske konsekvenser for bønderne, fordi de skulle betale en præst, vedligeholde kirken og støtte de fattige i sognet – derfor skulle bønderne betale en slags kirkeskat, som blev kaldt ”tiende”.

Vores viden om den tidlige middelalder på landet er meget begrænset, fordi den almindelige bonde ikke har ”smittet af” på den lokale historie. Det er dog sandsynligt, at de lokale landsbyer næsten var fuldstændig øde efter pesten i 1349-50, og de få overlevende bønder har ikke haft det nemt i den følgende tid.

100 år senere kom en klimaforandring - det blev mærkbart koldere – og derfor var forholdene på landet meget ringe - der var mange ødegårde. Der var også landsbyer, som helt forsvandt, og noget tyder på, at en lille landsby – kaldet Wesby - nordvest for Vindinge bare forsvandt – der er da heller aldrig fundet spor af den.

Fra reformationen i 1536 til stavnsbåndets ophævelse i 1788

Ved reformationen overtog kongen det meste af kirkejorden i Danmark, og han blev Danmarks største jorddrot, men samtidig skulle han besætte de kirkelige embeder – og så fik han alle udgifterne.

Det betød, at kirkejorden i Hedelands nærområde blev til kongejord, men kongen overlod mange gårde til Roskilde Domkirke: 21 gårde og huse af forskellig størrelse i Vindinge og flere gårde i Reerslev, Stærkende og andre nærliggende landsbyer udenfor Hedelands nærområde.

Kongen brugte kirkejorden til Universitetet og Sjællands biskop, som nu boede i København ved Frue Kirke på Bispetorvet. Kongen skulle desuden betale løn til de kongelige embedsmænd som f.eks. herredsfogederne.

I Vindinge fik herredsfogeden i 1674 en større gård, og det har givet en lokalitet navn: Herredsfoged Huse. Indtægterne fra kirkejorden blev brugt til at dække huller i kongens pengekasse og til at give forskellige personer jord og titel.

Efter svenskekrigene forærede Frederik III store arealer til borgerne i København som ”tak for hjælpen” – det drejede sig bl.a. om 4 gårde og 3 huse i Vindinge.

Bøndernes forhold

Overgangen fra kirkejord til kongejord ændrede ikke på bøndernes ejendomsforhold – bonden ejede ikke jorden, han var fæstebonde. Landsbyens jord blev stadigvæk dyrket i fællesskab, og den enkelte gårds jord var fordelt på gode og mindre gode steder af landsbyens marker.

Alle gårde og huse lå inde i landsbyen omkring gadekæret, og landsbyens marker lå som en stor lagkage omkring landsbyen. Uden for landsbymarken lå overdrevet, hvor kvæget, svinene og andre dyr var på græs i sommerhalvåret, og på den anden side af overdrevet lå nabolandsbyens overdrev og marker.

En fæstegård gik meget sjældent i arv fra far til søn, fordi jordejeren bestemte, hvem der skulle fæste den enkelte gård. Det var ikke let for en bondekarl at få en gård.

Ofte var der to muligheder: enten ville herremanden tilbyde karlen en misligholdt gård, fordi han troede, at han kunne rette gården op, eller han kunne tilbyde karlen, at han kunne gifte sig med enken til den tidligere fæster på gården, og selv blive indfæstet til gården – så slap jordejeren for at skulle sørge for enken!

I Baldersbrønde lige øst for Hedeland er der et karakteristik eksempel på gårdoverdragelse, og det er veldokumenteret i ”Høje-Taastrup Kommune i fortid og nutid”:

”Således gifter en fæstebonde, Jacob Pedersen, der fæster Blaakildegaard fra 1687, sig, da hans kone dør, med en ung pige, Mette Sørensdatter. Da han dør i 1731, gifter den nu 30-årige Mette Sørensdatter sig med den ti år yngre Olaf Olaffsen. Da hun dør i 1771, gifter den nu 61-årige Olaf Olaffsen sig med den kun 28-årige Inger Larsdatter. Også Inger Larsdatter ”beholder” gården via giftermål. Således bliver hun straks efter den gamle Olaf Olaffsens død gift med den jævnaldrende Lars Pedersen. Da han dør før hende, gifter hun sig tredje gang med den 24 år yngre Lars Knudsen.”

I Reerslev var der 21 gårde – Reerslev var på samme størrelse som Vindinge og Tune, og de tre landsbyer er strukturmæssigt meget ens. I Tjæreby var der 7-8 gårde, og i Stærkende var der kun et par gårde og nogle mindre huse.

Bønderne havde pligt til ”at springe soldat”, og der var normalt eksercits lige efter gudstjenesten om søndagen. Ordningen føltes meget ubehagelig for mange bønderkarle, og derfor stak de af i et stort antal og flyttede ind til byerne. Den udvikling var kongen ikke glad for, og derfor indførte Christian VI stavnsbåndet, som betød, at ingen mænd måtte fraflytte deres fødesogn i alderen fra 14 til 36 år. Stavnsbåndet blev først ophævet i forbindelse med de store landboreformer i 1788.

Livet i landsbyen havde altid været præget af fællesskabet - i hverdag og fest. Den enkelte fæstebonde kunne ikke dyrke sin egen jord alene, det kunne kun foregå i fællesskab. På grund af  jordfordelingen skulle bønderne enes om, hvornår man skulle udføre de enkelte dele af markarbejdet. Ved ”fortet” midt i landsbyen lå både gadekæret - en branddam – og bystævnet. Det var ved bystævnet, at bønderne holdt deres møde og traf de nødvendige beslutninger. Landsbyens oldermand havde et byhorn, som han blæste til samling i, når bønderne skulle mødes ved bystævnet.

Der er i dag kun bevaret to bystævner i Hedelands nærområde - i Reerslev og i Tune.

Nye tider på landet

I anden halvdel af 1700-tallet kom der nye ideer om landbruget i Europa, og det smittede selvfølgelig af på Danmark. Det var på den tid, at Christian VII blev mere og mere syg, og i 1772 blev han reelt sat fra magten. Den nye regering var ledet af Ove Høegh-Guldberg, og den ophævede i 1776 landsbyfællesskabet ved en forordning, men stavnsbåndet blev ikke ophævet. Ophævelsen af landsbyfællesskabet betød, at den enkelte bonde kunne forlange at få samlet sin jord på èt sted. Herremanden kunne ikke modsætte sig et sådant ønske, selv om de øvrige bønder gerne ville fortsætte fællesskabet. Kongen bevilgede 1000 rdl. til støtte for de bønder, som måtte flytte gården til det sted, hvor deres jord lå. Der er ikke tegn på, at denne ordning fik nogen betydning i Hedelands nærområde.

I 1784 overtog kronprins Frederik magten ved et kup, og allerede i 1788 blev de store landboreformer gennemført, og de satte deres præg på landbrugssamfundet i næsten 200 år.

Stavnsbåndet blev ophævet, og bønderne fik større mulighed for at blive selvejere i stedet for fæstere, men det var ikke let, fordi det krævede mange penge at kunne løbe sig fri af herremanden. Derfor fik mange fæstebønder en slags overgangsordning, hvor der blev indført et egentligt arvefæste, så fæstebondens børn kunne overtage gården ved faderens død. Den ordning betød, at bønderne fik lyst til at gøre noget ekstra ved gården og dens bygninger.

I 1786 - før stavnsbåndets ophævelse - blev der oprettet en Kongelig Kreditkasse, hvor bønderne kunne låne penge, så de kunne købe deres gård. Ti år senere blev lånemulighederne udvidet med en enkekasse, hvor de efterladte kunne låne penge til gårdkøb. Men der var stadig en forhindring før man kunne opnå fuldstændigt selveje. En del af fæsteriet havde været fæstebøndernes pligt til at arbejde for herremanden – det såkaldte hoveri. Det er karakteristisk, at især bønderne i Reerslev ikke havde nogen hoveriforpligtigelse, men det havde fæstehusmændene i Stærkende lige syd for Reerslev, her beholdt godsejeren på Gjeddesdal fæstehusmændene som fæstere langt op i 1800-tallet – her boede de fleste husmænd oven i købet på Hovmarksvej, som ligger øst for det nuværende Stærkende.

Efter Napoleonskrigene (1807-1814), var der økonomisk krise i landbruget, og den varede til begyndelsen af 1830’erne.

Når man færdedes mellem landsbyerne omkring Hedeland, kunne man se nye bindingsværksgårde, der nu lå ude på ”markerne”, hvor bonden passede sin egen jord, og der var ikke længere brug for bystævnet. Det var en ny tid, som berørte hele Danmark, og der bliver indført et begyndende selvstyre for landsbyerne. I 1841 udsteder regeringen en forordning om valg af et Sogneforstanderskab. Her var præsten og de store gårdmænd fra begyndelsen medlemmer. Præsten mistede dog ret hurtigt sin indflydelse, men gårdmændene fastholdt deres position meget længe. Allerede i 1867 blev Sogneforstanderskabet erstattet af et sogneråd, som dog ikke var mere demokratisk. Sognerådet skulle bl.a. tage sig af de opgaver, som tidligere havde ligget i en fattig- og skolekommission samt sørge for, at vejene blev vedligeholdt – det skete under tilsyn af amtet, som også lige var oprettet.

Når man ser samlet på udflytningen fra de 3 landsbyer, Reerslev – 5 gårde, Vindinge – 3-4 gårde og Tune – 4 gårde, så er det de færreste gårde, der flytter ud, men der flytter en del husmænd ud på deres mark. I Vindinge ser man f.eks. at Lønbjerggård først flytter ud i 1910, og udflytningen til det nye sted lå kun ca. 600 m. sydvest for kirken.

Imellem 1900 og udstykningerne i 1960’erne sker der ikke meget med landsbyerne, men mange af markerne blev i den periode solgt til grusgravning, og tættest på landsbyerne startede de forskellige sogneråd en udbygning med parcelhuse i 1960’erne for at tiltrække udflytningsivrige københavnere.

Grusgravningen begynder…

I forbindelse med industrialiseringen og landbrugets indførsel af andelsbevægelsen i slutningen af 1800-tallet sker en voldsom stigning i efterspørgslen af råstoffer.

Den nye tid kræver fri kapital, fri arbejdskraft, masser af ny infrastruktur - nye veje, nye jernbaner, nye havne, dæmninger, nye bygninger til fabrikker - og den nødvendige arbejdskraft. Det kan ikke gennemføres uden en enorm tilførsel af råstoffer i form af ler, sten og grus.

Ingeniør Peter Madsen vidste, at der i trekanten mellem Hedehusene, Tune og Vindinge lå store mængder af alle de nødvendige råstoffer. Peter Madsen forsøgte flere gange at få tilladelse til at starte grusgravning på Hedehuskroens jord, men han fik nej!

Det endte med, at han i 1892 købte Hedehuskroen og Hedehusgården på 170 tdr. land ved det nørdøstlige hjørne af det nuværende Hedeland. Hedehusgården er i dag base for Hedehusgårdens Rideklub og Hedelands Veteranbane.

Peter Madsen startede ”Hedehusene Grusgrav og Skærvefabrik” med omkring 40 arbejdere, som hver fik en trillebør og en skovl. Det var hårdt arbejde, hvor arbejderne først fjernede mulden, derefter råjorden, og da de var nede ved gruset, blev det læsset på trillebøren og kørt ca. 600 meter over til Hedehusene Station – 6 dage om ugen og med en daglig arbejdstid på 12 timer inklusiv pauser.

Peter Madsen fandt på forskellige metoder til at øge effektiviteten: trillebørene kørte på brædder, og arbejderne skiftede hurtigere mellem en fuld bør og en tom bør.

Men det var ikke nok for Peter Madsen, han fandt ud af, at man kunne lægge skinner fra bunden af grusgraven til Hedehusene Station. De første hestetrukne tipvogne kørte i 1899, men det er sandsynligvis startet tidligere. Grusproduktionen fyldte det år mere end 6000 jernbanevogne .

Råstofindustrien rykkede for alvor ind i det område, som senere skulle blive til Hedeland. I 1894 åbnede Nymølle Stenindustri en grusgrav på hjørnet af Hovedgaden og Østre Vindingevej, og de anlagde også en smalsporet bane til Hedehusene Station. Allerede i 1908 installerede de den første elektriske maskine til at sortere skærverne efter størrelse.

I 1896 åbnede F.L.Smidt Hedehusene Teglværk lige ved siden af stationen. Leret var til stede forskellige steder i Hedeland og nærmeste omegn, men meget af det blev hentet langt væk fra teglværket.

I 1900 producerede teglværket ca. 1 mill. teglsten, og produktionen steg i de kommende år. I 1932 købte Hedehusene Teglværk Lergraven, som i dag er en attraktiv del af Hedeland.

Hedehusene

I 1641 påbegyndte Chr. IV anlægget af en Kongevej fra København til Roskilde. Vejen var lukket for almindelige mennesker, og derfor blev der bl.a. i det nuværende Hedehusene bygget et hus til fogeden, huset anses for at være det første hus på stedet, og det fik naturligt nok navnet efter lokaliteten: Kongens Hedehus – det lå på Tværvej 1 lige bag ved den seneste Hedehusene Kro. Dermed var Hedehusene ”født”, men det var ikke nogen by!

De tre store råstofvirksomheder fik hurtigt stor betydning for Hedehusene, som siden 1847 kun havde været en lille stationsby, og området omkring stationen blev nu til en lille industriby med ca. 400 indbyggere. Der kom flere fabrikker til byen i området mellem jernbanen og Hovedgaden i byens vestlige ende, hvor der også blev bygget en hel del huse til arbejderne og deres familier.

Grusgravningen i Hedelands område bredte sig fra de to nordlige grusgrave mod syd og sydvest. Den østlige begrænsning var i nord arbejderbebyggelsen i den sydvestlige del af Hedehusene og den gamle landevej mod syd til Reerslev.

Lige nord for Reerslev kom grænsen til at ligge lige vest om landsbyen og kirken. Derefter gik den mod syd til det nordlige Tune til Rendebjerg, hvor begrænsningen blev den øst-vest-linje, der i dag er kendt som Rendebjergvej.

I den vestlige ende af grusgravningsområdet fortsatte gravningen næsten frem til Vindinge landsby, hvor der efterhånden blev gravet på de fleste sider af landsbyen – i dag er kun bakken i den nordvestlige del af landsbyen fritaget for grusgravning.

I løbet af 1900-tallet kom der flere entreprenører til Hedelands område, og der blev gravet mange steder på en gang. Det var dog især nogle år efter Den anden Verdenskrig, da opsvinget i Danmark tog fart, at tempoet i grusgravningen steg stærkt, og der blev gravet 5 til 6 forskellige steder.

Det var bønderne, der solgte deres jord til grusgravning, og blandt køberne finder man store danske virksomheder i bygge- og anlægsbranchen som f.eks. Superfos, NCC, Nymølle Stenindustri og Hoffmann & Sønner. De sidste købte bl.a. Maglehøjgård, hvor golfbanen ligger i dag, men det er vigtigt at holde fast i, at denne udvikling foregik overalt på hedesletten i Hedelands område.

Det økonomiske opsving fik stor betydning for hele området. For det første forsvandt den gamle hedeslette mellem Hedehusene, Tune og Vindinge lidt efter lidt. Dernæst blev der efterhånden anlagt en ny infrastruktur med nye veje: Brandhøjgårdsvej-Maglehøjgårdsvej-Villershøjvej, Rendebjergvej og Vindingevej.

De nye veje tjente et dobbelt formål: De skulle betjene grusgravene, så gruset kunne køres ud til kunderne, og de skulle betjene de nye indbyggere i de små gamle landsbyer, som fik ”vokseværk” i løbet af 1960’erne.

Den afgravede hedeslette kom efterhånden, som gruset var blevet kørt væk, til at ligge med store tomme gabende huller. Landskabet lignede på mange måder det rå landskab, som isen havde efterladt for flere tusinde år siden – der var nemlig hverken muld eller vegetation.

De tomme grusgrave fristede entreprenørerne til at lave dem om til lossepladser, men også private kunne finde på at skille sig af med skidtet ved at hælde det ned i en tom grusgrav.

Det kunne naturligvis ikke blive ved med at gå, og da staten omkring 1970 blev opmærksom på problemet, nedsatte Landbrugsministeriet i 1972 ”Det statslige Grusgravsudvalg”. Samtidig nedsatte de tre berørte kommuner i området et fællesudvalg.

I ”Hedelandrapporten”, som blev offentliggjort i 1974, blev det foreslået, at de tømte grusgrave skulle anvendes til offentlige rekreative formål. På den baggrund blev der i de følgende år fremlagt flere planer, men da der i 1977 kom et krav om efterbehandling af alle grusgrave, så var man ved at være klar i Hedelands lokalområde.

Høje Tåstrup kommune var dog noget utålmodig. Byrådet mente, at området omkring Hedehusgården, hvor der allerede var en rideklub, passende kunne bruges til at give Hedehusene et tiltrængt åndehul.

Man besluttede, at der skulle være en slags bydelspark, og da en gruppe veteranbaneentusiaster foreslog, at der skulle anlægges en veteranbane, blev også det besluttet. Allerede d. 1. maj 1977 blev bydelsparken og veteranbanen med nogle få hundrede meter spor indviet.

Hedeland - et eventyr i naturen...

Kort tid efter Kommunalreformen i 1970 begyndte de tre nye kommuner i Hedelands nærområde – Høje Tåstrup Kommune i Københavns Amt, og Roskilde Kommune og Greve Kommune i Roskilde Amt – at samarbejde om, hvad man kunne gøre ved de tømte grusgrave. Kommunerne ville gerne være med til at styre udviklingen, men deres muligheder var stærkt begrænsede, fordi der blandt andet skulle tages hensyn til landbruget.

Folketinget vedtog godt nok en råstoflov i 1972 - tidligere havde gravningen nærmest været ukontrolleret - i bedste fald havde der være noget kompetence i sognekommunerne, men her havde de lokale interesser og hensynet til jordejerne ofte spillet en afgørende rolle.

Det var først i 1978, at lovgivningen stillede krav til en egentlig planlægning af grusgravningen og samtidig sikrede, at der skete en efterbehandling efter endt gravning.

Det var mellem 1974 og 1978, at der blev arbejdet på en sikring af de gamle grusgrave, så de ikke endte som åbne sår i landskabet eller som lossepladser med en masse forurenende affald.

Myndighederne var blevet opmærksom på, at grusgravningen havde åbnet terrænet helt ned til det øvre grundvandsspejl - nogle steder endog endnu dybere.

Det var heldigt for Hedelands nærområde, at Landbrugsministeriet især fokuserede på dette område i sin endelige rapport, hvor man også fastlagde grænserne og størrelsen – 15 km² – for Hedeland. Rapporten var vigtig, fordi den fokuserede på en række vigtige spørgsmål: gravning efter mere grus i området, efterbehandling til rekreative formål, mulighed for erhvervelse af de udgravede grusgrave, regulering af hele området gennem servitutter og sidst men ikke mindst – hvem der skulle betale.

Det nye Hovedstadsråd – som dækkede området – udpegede derfor hurtigt området til at være et ”rekreativt regionalt interesseområde” – dermed kunne processen fra landbrugsjord over grusgravning til fritidsområde for alvor gå i gang. Her var Høje Tåstrup Kommune hurtig med at starte i det nordøstlige hjørne af det nuværende Hedeland.

Efter Landsbrugsministeriets rapport gik de tre kommuner og to amter i gang med at finde ud af, hvordan den nye organisation skulle se ud. Der skulle indgås en fælles kommunal aftale, og der skulle udarbejdes vedtægter for den nye organisation, som man blev enige om at oprette som et interessentskab med de 3 kommuner og 2 amter i området.

Interessentskabets opgaver blev beskrevet: planlægge for området, sikre ejendomsretten til arealerne, forestå en efterbehandling med veje og stier og sidst, men ikke mindst planlægge vedligeholdelsen af hele det rekreative område.

Hovedstadsrådet var med i planlægningen, og det gav et tilskud til køb af de udgravede arealer – som stadigvæk var ejet af grusgraverne. Hovedstadsrådet deltog desuden i Hedelands bestyrelse som observatør, indtil det blev nedlagt ved Strukturreformens vedtagelse.

Hedeland og aktiviteter

Hedeland gennemfører i princippet ikke selv aktiviteter, men skaber de rammer, som foreningerne selv kan udfylde til netop deres behov. Aktivitetsmulighederne er dog ikke begrænset til foreningerne og deres medlemmer.

Det overordnede har altid været at skabe et stort offentligt rekreativt område, hvor der er åbent året rundt og døgnet rundt. Derfor er der anlagt 20 større og mindre parkeringspladser hele vejen rundt om Hedeland, således at der aldrig vil være ret langt til det sted, som man vil besøge.

I Hedeland ligger et stort antal private gårde, som har opstaldning af byboernes heste, og der er anlagt mere end 40 km. ridesti, som er til rådighed ”lige udenfor stalden”. Derudover er der 4 rideklubber i Hedeland, som alle sammen har opvisningsbaner til deres rådighed.

For dem der ikke rider, er der anlagt mere end 60 km. grusvej, hvor der generelt er en god fremkommelighed for både cykler og barnevogne. Det store vej- og stisystem er desuden suppleret af flere trampestier, som er opstået ved brugernes færden i terrænet.

I Hedeland er der god plads til aktiviteter, som fylder meget. Således er der flere store anlæg som f.eks. en golfbane, en minijernbane, en veteranjernbane, et skibjerg, et friluftsteater, vinterrasserne, en motorcrossbane, en gokartbane, et køreteknisk anlæg og en naturlegeplads med mange aktivitetsmuligheder.