Landsbyerne fra 1066 til 1800

Hedeboegnen – og dermed Hedeland – blev opdyrket meget tidligt. Det var i slutningen af vikingetiden, at de første rigtige stedfaste landsbyer opstod. I udkanten af Hedeland har der i mere end 1000 år ligget fem landsbyer: Vindinge, Reerslev, Stærkende, Tune og længst mod vest Tjæreby. Vindinge og Tjæreby nævnes første gang i 1085 i Knud den Helliges gavebrev til Domkirken i Lund - Reerslev og Tune nævnes første gang i 1257.

Ved kristendommens indførelse i Danmark blev der hurtigt bygget romanske kirker i Vindinge, Tune og Reerslev – der er ingen steder fundet spor efter ældre trækirker, men det udelukker ikke, at der har været en trækirke før stenkirken. Kirken i Vindinge blev fornyet i 1874, fordi den var ved at falde sammen. I Reerslev og Tune kirker er skibet den ældst bevarede del af den oprindelige bygning.

De typiske hedebogårde havde rødmalede porte, døre og gavle. Her er det en gård i Reerslev.

I middelalderen blev en stadig større del af landbrugsarealerne efterhånden ejet af kirken og nogle meget magtfulde slægter. Hvideslægten ejede meget store dele af Sjælland med mange landsbyer, men der er ingen tegn på, at de ejede landsbyerne på Heden. Den anden store jordejer var Roskilde Domkirke, som ejede store dele af de lokale landsbyer i Hedelands område.

Kirken var allerede i anden halvdel af 1000-tallet blevet jordejer i Vindinge, og omkring 1200 ejede kirken en stor del af gårdene i landsbyen. Domkirken brugte jorden, for at skaffe det økonomiske grundlag for de gejstlige embeder ved kirken – det gjaldt for både Vindinge, Reerslev og Tune.

Men allerede i 1085 havde Knud den Hellige foræret store dele af både Vindinge og Tjæreby til Domkirken i Lund, som blev bygget på det tidspunkt. Begge steder var gaven på 2 bol – det svarer formentlig til omkring 53 ha. i moderne mål. Vi ved ikke, hvor længe Domkirken i Lund ejede jord i de to landsbyer

Det er sandsynligt, at landsbyerne omkring Hedeland har været beboet i flere tusinde år, fordi jorden ”fra starten” både var let tilgængelig og meget frugtbar.

Bønderne har formentlig altid arbejdet i fællesskab på landsbyens marker, og det fortsatte man med efter vikingetiden.

I slutningen af vikingetiden blev Danmark kristnet, og nu viste bøndernes velstand sig ved, at de var med til at bygge kirker i de 3 store landsbyer. De nye kirker fik nogle økonomiske konsekvenser for bønderne, fordi de skulle betale en præst, vedligeholde kirken og støtte de fattige i sognet – derfor skulle bønderne betale en slags kirkeskat, som blev kaldt ”tiende”.

Vores viden om den tidlige middelalder på landet er meget begrænset, fordi den almindelige bonde ikke har ”smittet af” på den lokale historie. Det er dog sandsynligt, at de lokale landsbyer næsten var fuldstændig øde efter pesten i 1349-50, og de få overlevende bønder har ikke haft det nemt i den følgende tid.

100 år senere kom en klimaforandring - det blev mærkbart koldere – og derfor var forholdene på landet meget ringe - der var mange ødegårde. Der var også landsbyer, som helt forsvandt, og noget tyder på, at en lille landsby – kaldet Wesby - nordvest for Vindinge bare forsvandt – der er da heller aldrig fundet spor af den.