Isstjerneløb i Hedeland

Den 3. søndag i januar inviterer Roskilde Cykel Motion (RCM) til det traditionsrige MTB cykelløb i Hedeland ved Roskilde, - en vinterklassiker for cykelmotionister der kan lide at køre i kuperet terræn. Løbet appellerer til både øvede MTB’ere, samt de, der ser MTB’en som et supplement til sommercyklingen.

Det kuperede landskab i Hedeland danner de perfekte rammer for løbet. Terrænet er en oplevelse i sig  selv. Skibakken, ”de syv høje” og de stejle stigninger i vinmarkerne, er med til at give deltagerne en stor naturoplevelse, og en sportslige udfordring. Ruten er 22 km lang, og der køres - efter eget valg - 1 eller 2 omgange. Der er næsten en tradition for, at løbet afvikles i smukt vintervejr med sne og høj sol. Der er elektronisk tidtagning til alle deltagere.

Roskilde Cykel Motion har afviklet Isstjerneløbet siden 1995, og har gennem årene udviklet løbet med tilpasning til terrænet, gedigen afmærkning og masser af hjælpere, der med flag og veste sikrer, at alle finder den rigtige vej igennem landskabet. Der er start og mål i Hedehusgårdens Rideklub, hvor hjælpere står klar med varm suppe til deltagerne i hallen.

Det traditionsrige løb har mange deltagere, der kommer igen år efter år. I alt deltager 2-350 ryttere, der kommer fra store dele af Sjælland og Syd-Sverige.

Læs mere: www.rc-m.dk/

På denne side finder du også tilmeldingen, der begynder i starten af december.